‘Sig kun, det I ved’

Der var engang, tilbage i Lao Tzu´s tid i Kina, en histore, som blev fortalt igen og igen:

Der boede en gammel bonde i en landsby, som selv kongen var jaloux på, fordi han havde en smuk hvid hest. En hest som den var aldrig set før. Den havde skønhed, elegance og styrke.

Kongen tilbød bonden at købe hesten for en stor sum penge, men den  gamle mand ville ikke sælge hesten. Han sagde: Hesten er ikke en hest for mig. Det er en person, og hvordan kan jeg sælge en person? Han er en ven, ikke en ejendel. Hvordan kan du sælge en ven? Nej, det er ikke muligt.

Manden var fattig, så der var al mulig grund til at sælge hesten, men han solgte den aldrig. Kongen var skuffet, for han var sikker på, at hesten kunne have vundet mange præmier, og den kunne bestemt have gjort den fattige bonde rig.

Alle naboerne rystede på hovedet af den gamle bonde. ”Du har knap nok til maden, du kan tjene en formue på at sælge din hest, og alligevel beholder du den. Hvad er der med dig?” sagde de. Bonden kiggede på dem, ”I forstår det ikke”.

En nat var der et voldsomt uvejr. Da bonden vågnede næste morgen, var hesten væk. Mændene fra byen kom løbene. ”Åh nej, din hest er blevet stjålet. Se, du skulle alligevel have solgt den”, sagde de. ”Hvordan kan så fattig en mand som dig passe på en så værdifuld hest? Du kunne have fået lige den pris, du ville for den, det ville have været meget bedre, om du havde solgt den. Nu er hesten væk. Det er en skandale og en stor ulykke”.

Den gamle bonde rystede på hovedet. ”Sig kun, det I ved. I går alt for langt. Nøjes med at sige, at hesten ikke er i stalden. Det er en kendsgerning. Alt andet er en forudindtagelse. Om det er held eller uheld, hvordan kan I vide det. Hvordan kan I bedømme det?”

Folkene sagde, ”lad være med at prøve at narre os. Nok er vi ikke filosoffer, men der er ikke brug for kloge hoveder til at se, at du har mistet en formue. Og det er uheld”. Den gamle mand sagde, ”jeg holder mig til, at kendsgerningen er, at stalden er tom og hesten er væk. Andet ved jeg ikke. Om det er held eller uheld, det er kun en lille del af helheden. Hvem ved, hvad der vil ske”.

Folkene grinede. Den gamle mand var blevet skør. De havde altid vidst, at han ikke var helt ved sine fulde fem, for så havde han solgt hesten, tjent en formue og levet som en konge. Men han levede på randen af fattigdom og havde  kun lige til dagen og vejen. Nu var det helt sikkert at manden var gal.

Efter 15 dage skete der noget. En nat vendte hesten tilbage. Den var ikke stjålet, hesten var løbet ud af indhegningen i vildmarken. Og ikke kun kom hesten tilbage, den havde taget en håndfuld vilde heste med. Folkene kom igen og samledes omkring den gamle mand. ”Gamle mand”, sagde de. ”Du havde ret og vi tog fejl. Det var ikke en ulykke og hesten var ikke blevet stjålet. Det er en velsignelse. Vi er kede af, at vi insisterede”.

Den gamle mand sagde, ”igen går I for langt. I kan nøjes med at sige, at hesten er tilbage og at den har taget flere heste med sig. Om det er held eller uheld, det er kun en del af historien, med mindre vi kender hele historien, hvordan kan vi så dømme. Hvis du læser en side af en bog, hvordan kan du så bedømme hele bogen. Hvis du læser en linie på en side, hvordan kan du så bedømme hele siden. Du læser et ord i en sætning, hvordan kan du dømme hele sætningen. Og ikke engang et enkelt ord er i din hånd, livet er så enormt, en lille del af et ord, og du har allerede bedømt det hele. Lad være med at sige, at det her er en velsignelse, det er der ingen, som ved. Og jeg er glad i min uvidenhed, lad være med at forstyrre mig”.   

Denne her gang kunne mændene ikke sige så meget, måske den gamle mand havde ret. Så de forblev stille. Men indeni vidste de, at han ikke havde ret. Tolv smukke heste var kommet med mandens hest. Med en lille smule dressur, så kunne de heste sælges for rigtig mange penge.

Den gamle mand havde en søn, og han begyndte at træne hestene. Kun en uge efter han var startet, faldt han af en af hestene og brækkede sit ben. Folkene samledes igen omkring den gamle mand. Og de begyndte at tale igen. ”Du havde ret gamle mand, igen fik du ret. Hestene er ikke en velsignelse, se nu hvad der er sket. Din eneste søn er faldet af hesten og har brækket sit ben, måske kommer han aldrig til at gå normalt igen. Din søn var din eneste støtte, og nu kan han ikke hjælpe dig. Nu er du mere fattig end nogensinde”.

Den gamle mand sagde, ”I er stadig besatte af at dømme. Lad være med at gå så langt. Sig at min søn har brækket benet. Hvem ved om det er en velsignelse eller ulykke. Det er der ingen, som ved. Igen er det en lille del af en større helhed. Og I får aldrig mere. Livet kommer i små brudstykker, og det at dømme er mod helheden”.

Efter et par uger blev alle de unge mænd i landsbyen kaldt i krig. Kun den gamle mands søn skulle ikke afsted, for han havde brækket benet. Folkene samledes grædende og gik hen til den gamle mand. ”Du havde ret”, sagde de. ”Gud ved, at du havde ret. Din søn er godt nok handicappet, men han er i det mindste i live og sammen med dig. Og han vil begynde at gå igen. Måske kommer han til at halte en lille smule, men han vil være okay. Vores sønner er væk for altid”.

Den gamle mand sagde, ”det er umuligt at tale med jer folk, I bliver ved og ved med at dømme. Ingen ved ingenting! Sig kun det her: Jeres sønner er blevet tvunget i krig, og det er min søn ikke. Men ingen ved om det er en velsignelse eller ej. Ingen vil nogensinde vide det. Det er kun Gud, der ved det.”  Zen-historie læst i bogen ‘Living Between’ af Sagar C. Bohnstedt

 

Sorry, comments are closed for this post.